Det er den 3. julegavesæk med dette motiv jeg har broderet, det er enkelt men meget effektfuldt, og så er julegavesækken en meget velkommen julegave som kan bruges år efter år, både som pynt i stuen og en dekorativ pose til medbragte gaver. Julebroderier er noget af det mest fantastiske til at skabe juletraditioner – tænk bare på juletræstæppet og julekalenderen som kommer frem hvert år i familien.
Mønsteret er fra Ingrid Plums broderibog Julekorssting, som desværre er udsolgt fra forlaget Klematis. Du kan være heldig at låne den på biblioteket eller købe den antikvarisk, hvis du også kan tænke dig at lave en ligesådan. Jeg har faktiske spurgt Klematis om jeg måtte vise mønsteret her i min blog når bogen er udsolgt, men det må jeg ikke.
Jeg har brodret på 7-trådet ubleget hørlærred med 1 tråd Flora spin (det broderigarn som bruges til juletræstæpper) hvilket jeg synes giver en fin effekt med lidt fylde til broderiet. Hvis du vil brodere med Dansk Blomstergarn skal der broderes med 2 tråde. Størrelse: klippemål 65 x 115 cm og færdig mål er ca. 52 x 61 cm og broderiet måler 21 x 28 cm.