Genforening

Genforening – i anledning af 100 året for genforeningen

2020 markerer, som mange nok ved, 100-året for genforeningen af Sønderjylland i Danmark. Genforeningen blev gennemført efter en folkeafstemning i de berørte områder. Det er et spændende stykke Danmarkshistorie, som du kan læse meget mere om på www.danmarkshistorien.dk.

100- året for Genforeningen fejres og markeres i mange sammenhænge og det har også inspireret broderidesigneren Pelse Asboe til et nyt design til Fru Zippe. Broderiet hedder selvfølgelig ”Genforening”.

Motivet er 2 bøgeblade – et grønt blad fra en almindelig bøg og et rødt blad fra en blodbøg.

Og hvorfor mon Pelse Asboe har valgt et bøgeblad i sit broderi?

Jo – vores løvfældende bøg er ikke bare et af de mest almindelige løvtræer i Danmark. Bøgen er så dansk som HC Andersen.

Og naturligvis har HC Andersen også skrevet et digt om bøgetræet, der i sin originale tekst fra 1830 lyder:

Hist staaer et Bøgetræ paa Høien ene; Afhugget har man jo dets bedste Grene,
Sært ryster Toppen paa den stakkels Fyr; Han vist fortæller gamle Eventyr,
Om Elskende og andet saadant noget, Hør kun! — forstod’ vi bare Sproget!
„Høi og stolt jeg Kronen bar!
Ægte jo min Stamme var!
Mine Børn, de stolte Grene,
Havde Alting paa det Rene,
Fik ei Skjænd og fik ei Huk,
Drak kun Sol og Morgen-Dug;
Alt har jeg som Moder gjort!
De maae blive noget stort!

Tænkte jeg — det kan ei feile!
Som en Skibsmast, hver skal seile
Lystigt over salten Vande,
See og sees i fjerne Lande!
Men af tretten jeg har havt,
Een blev kun et Kosteskaft!
Gjærdestave blev de tre,
Men de ni, o bittre vee!
De fik dog den værste Ende,
De blev kun til Pindebrænde!”

Ak ja – sådan kan det gå.

Og sådan fik bøgen symbolsk betydning dengang Sønderjylland var tysk. Et af mange måder, de dansksindede markerede deres tilhørsforhold til Danmark på var at plante en blodbøg på gårdspladsen eller i haven, for den havde røde blade. I dette broderi er det grønne og det røde bøgeblad blevet smukt forenet.

På billet herover er broderiet monteret som et vægophæng. Det dejlige broderi kan også monteres i en pude i matchende farver eller som dekoration på en taske.

Kun fantasien sætter grænser.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *